Hvad kan man foretage sig i Algarve |
Ligesom med Algarves geografiske mangfoldighed og alsidighed er der masser at se og tage sig til i Algarve. De solbeskinnede strande giver mulighed for et væld af fritids-og sportsaktiviteter for den aktive gæst, og sydkysten byder på mange muligheder, bl.a. kano, vandski, jetski, drage-surfing, dykning, windsurfing, sejlsport, parasailing, speedbådsture, leje af vandcykler eller ture med sightseeingbåd. De mere krævende besøgende kan prøve de eklektiske fornøjelser på Terra Estreita Beach, bl.a. live jazz, sushi workshops eller friluftsbiografer, mens de hærdede surfere og body boarders kan afprøve deres kræfter mod de kraftige bølger ved vestkystens strande Amado, Vale Figueiras, Ponta Ruiva og mange flere. Algarves bjerge skjuler en lang række skatte. Når man står i 902 meters højde ved Foia i Monchique-bjergene har man en fremragende udsigt, hvor man kan beundre de omkringliggende bjerge. Gåture langs bjergstierne fører dig forbi vandløb og jordbær, fyr, eg og kastanietræer, til du når den maleriske spa i Monchique med de arkæologiske udgravninger fra romertiden. Byen Monchique ligger kun 5 km væk, og man bør gå en tur gennem de smalle, snoede gader for at se den traditionelle arkitektur med hvidkalkede huse med karakteristiske skorstene og mejslet murværk. På turen gennem Algarves bjerge, bør man stoppe og smage på den særlige mad, som med svinekød, røget skinke og pølse-baserede retter adskiller sig helt fra de fiskeretter, man får ved kysten. Naturelskere, og især ornitologer, vil føle, at de er i paradis. Ria Formosa naturpark på 18.000 hektar ligger beskyttet og roligt og kan besøges med båd, så man virkelig oplever de mange forskellige vilde dyr, der lever i disse farvande. Bådture op ad floden Guadiana vil give en pragtfuld oplevelse af marsken i naturreservatet Castro Marim, hvor man kan observere trækfuglene og de legendariske saltbassiner. Man finder levn fra Algarves historie spredt rundt i regionen, og de er vigtige vidnesbyrd om tidligere bosættere og historiske begivenheder. Det gælder lige fra de tidligere indbyggeres monolitiske monumenter, de romerske ruiner, arabiske moskeer og fæstninger til Henrik Søfarerens ekspeditioner med udgangspunkt i Sagres og følgerne af jordskælvet i 1755 - man finder spor fra tidligere tider alle vegne. De romerske ruiner Milreu og Cerro da Vila, den arabiske Silves borg fra det 11. århundrede, Henrik Søfarerens kompas på fortet i Sagres er blot få eksempler på den rigdom af historiske minder, man finder her. Efter at have udforsket Algarves natur og historie, længes man måske efter at shoppe lidt - og der har Algarve også masser at byde på. De fleste af de større byer langs kysten har maleriske bycentre, som er ideelle til at slentre rundt i, har gode indkøbsgader og godt lokalt kunsthåndværk. Af større indkøbscentre finder man Algarve Shopping nær Albufeira, Forum Algarve i Faro og Quinta Shopping Centre i Quinta do Lago Resort. Ud over butikker er her også mange restauranter og biografer, bowlingbaner og supermarkeder. Det er et must at spise ude i de varme sommeraftener, hvor man absolut bør smage den lokale friske fisk og skaldyr i Algarve. Tilberedningen har som udgangspunkt at bevare madens naturlige smagsstoffer, og det gør sig gældende, både når maden langtidsgrilles over trækul og serveres i lukkede kobberfade, kaldet "cataplana". De traditionelle desserter og søde sager er baseret på råvarer fra regionen såsom figner, johannesbrød eller mandler.
|