Hvis man tager til Douro-regionen for at nyde landskabet, kulturen, vinene og gastronomien vil enhver årstid byde på sin egen charme. Der er bestemte datoer og perioder, hvor man kan få den ultimative oplevelse.
De fleste butikker er lukket den 1. januar, og det offentlige transportsystem kører med færre afgange. Januar er en meget stille måned, da der lige har været festligheder i forbindelse med jul og nytår.
Karnevallet i februar kan være meget underholdende med de mange virkelig bizarre kostumer og traditioner. Festlighederne fejres forskelligt fra sted til sted. I de større byer kan der være et arrangeret optog med maskerede personer, men i nogle landsbyer ser man tydeligt den præromanske, hedenske oprindelse, hvor karnevallet var en fejring af vinterens afslutning og forårets begyndelse.
Langfredag og Påskesøndag, som ligger på et eller andet tidspunkt mellem slutningen af marts og slutningen af påsken, er helligdage, og det er yderst charmerende at se præsten med følge rejse rundt i regionen med en figur af Jesus, som folk kysser, når han kommer forbi.
Frihedsdagen den 25. april, 1. maj-dag, Corpus Christi (60 dage efter Påskesøndag) og nationaldagen den 10. juni er alle helligdage.
Den 15. august er også helligdag, og her fejrer man Marias himmelfart. Ca. en måned derefter er det den travleste tid på året for de lokale i Douro-regionen, for så er det høsttid. Det er meget fascinerende for vinelskere at overvære, og måske kan man være så heldig, at man får lov til at deltage i høsten. Hvordan vil det ikke være at kunne fortælle dem derhjemme, at man har deltaget i vinhøsten det år!
August og begyndelsen af september er den travleste periode i Douro. Især i de større byer som f.eks. Régua ser man mange emigranter, som vender tilbage på deres årlige "pilgrimsrejse". Det er på dette tidspunkt, at de fleste festligheder afholdes (f.eks. pilgrimsfesten i Lamego i begyndelsen af september), og restauranter og barer har gang i forretningen. Mange af gæsterne elsker at tage del i den livlige stemning. Dog er det meste af Douro-regionen landområder, så hvis man besøger nogle af de mere afsides dele, vil man nok slet ikke bemærke, at der sker noget i byerne.
Republikkens dag fejres den 5. oktober og Allehelgensdag den 1. november. Begge dage er helligdage. I december er det helligdag på Uafhængighedsdagen og Marias undfangelsesdag, som fejres henholdsvis den 1. og 8. december.
De fleste butikker er lukket juleaften og 1. juledag. Dette er en god tid at besøge regionen, da man her kan opleve julen på en lidt mere gammeldags og mindre kommerciel måde. Der foregår en smule nytårsaften, men ikke så meget, og de fleste fejrer julen sammen med venner og familie.
De fleste besøgende kommer i bil, hvilket er meget praktisk, når man rejser rundt i området - især hvis man vil besøge vingårdene. Hvis man ikke har tænkt sig at rejse så meget rundt, er toget, som afgår fra Porto, et godt alternativ. Det kører hele vejen til Pocinho tæt ved den spanske grænse. Kort tid efter afgangen fra Porto kører toget langs Douro-floden og de næste 100 km har man en fantastisk udsigt over landskabet. Der en desuden bådture på Douro-floden, som afgår med regelmæssige mellemrum. Dem kan man tage for bare at nyde det smukke landskab, eller man kan vælge at sejle til sit rejsemål. Og hvis man virkelig vil forkæle sig selv, kan man vælge at tage med helikopter fra Porto.
Klik på linket Vejret i Douro for at få yderligere informationer om klimaet.
|