Vin og mad i Lissabon |
Lissabons indbyggere er uhyre stolte af deres fødevarer og vine og nyder at spise og drikke i fulde drag. Traditionelle retter som grillede sardiner, pataniscas de bacalhau (torskefrikadeller) og caldo verde (hakket grønkål i en jævn kartoffelbase) er billige og næsten altid velsmagende. Bacalhau kan tilberedes på hundredvis forskellige måder, og den anses for at være den portugisiske nationalret. Andre populære retter er en brød-baseret fiskelabskovs, der kaldes açorda de marisco, peixinhos da horta (friturestegte grønne bønner) eller bife à Marrare, som er en bøf med cremet peber eller kaffesovs. Glem ikke at smage de unikke pastéis de Belém i nærheden af Jerónimus klosteret, som laves efter en hemmelig opskrift, der er gået i arv fra generation til generation i århundreder. De berømte ristede kastanjer, som sælges på ethvert gadehjørne i byen om efteråret og vinteren, er en meget yndet snack. Portugiserne spiser meget fisk og kød – især svinekød – og det er kun sjældent, man støder ind i en vegetar (derfor er udvalget af vegetarretter meget beskedent). Man finder hurtigt ud af, at desserter og søde sager indgår i de daglige måltider, og der er for det meste vin på bordet ved måltiderne. På restauranter får man ofte serveret en lille forret bestående af brød, smør, ost og oliven – som man må betale ekstra for. Dagens specialiteter og faste frokostmenuer er ofte de bedste valg, især når det gælder fiskeretter. Glem ikke, at Portugal er et stort vinproducerende land og kan tilbyde et overraskende stort udvalg af hvid-, rød-, og rosévine. Vinho Verde er en ret usædvanlig vin. Det er en frisk og livlig ung vin med et lavt alkoholindhold (mellem 9-11 %). Den hvide version har en let, mousserende, frugtagtig og lidt syrlig smag, og den er især god, når det er varmt. Selvom navnet kan oversættes direkte til ”grøn vin”, findes den både i en hvid og i en rød udgave. Tilsyneladende skal man lære at holde af den røde vinho verde, men prøv den endelig. Vinho do Porto, der produceres i det nordlige Portugal i Douro-regionen kan fås i de fleste restauranter i Lissabon samt i forretninger med varer, der er dyrket i Portugal. Hvis man er interesseret i at vide mere om denne specialitets historie og dyrkning, skal man besøge Instituto dos Vinhos do Porto e Douro i Rua S. Pedro de Alcântara. |