Guarda, Serra da Estrela, Portugal |
Guarda er den højest beliggende by på det portugisiske fastland. Den ligger 1.056 m over havet i Serra da Estrela-bjergene og har en 360º udsigt over det omliggende landskab. Selvom den høje beliggenhed og nærheden til den spanske grænse har gjort byen til et historisk defensivt sted og forklarer oprindelsen til navnet ("vagt"), er det områdets skønhed og ro og luftens renhed, der mest karakteriserer stedet. De mørke granitbygninger, som ser ud til at vokse ud af jorden i byens gamle centrum, giver et harmonisk billede i det bjergrige landskab. Eksempler på dette kan ses i de ubrudte linjer på Se-katedralen fra det 14. århundrede, Torre de Menagem, resterne af borgen fra det 12. århundrede, Torre de Ferreiros, resterne af bymuren fra det 13. århundrede, der blev bygget af Kong Sancho I, og husene i granit i det jødiske kvarter. Til sammenligning virker Igreja da Misericórdia-kirken fra det 17. århundrede nærmest helt moderne. Det jødiske kvarter fra det 14. århundrede i byens gamle centrum er en labyrint af snævre brolagte gader med små huse, bygget i granit, og kun tilgængeligt til fods. Det er et charmerende og fascinerende område at besøge. Kryptiske mærker over nogle af dørene er tegn på, at her tidligere lå jødiske synagoger, og kors er et symbol på, at nogle konverterede til kristendommen i et desperat forsøg på at undgå Inkvisitionen. Der er endda et strejf af romantik knyttet til et af husene, da det anses for at være det hemmelige mødested for den portugisiske konge, D. João I, med den smukke datter af en jødisk skomager, med hvem han havde uægte børn. Guarda er også en perfekt base, hvorfra man kan udforske de historiske landsbyer og byer, der ligger på de nærliggende bjergskråninger. Tidligere middelalderborge kan prale af imponerende monumenter eller tegn på tidligere storhed samt nogle ekstra lokkende seværdigheder. Celorico da Beira er hjemsted for den berømte regionale ost, Queijo da Serra, og byen er vært for en årlig ostefestival. Monsanto har fortjent titlen "den mest karakteristiske landsby i Portugal" og fortæller historier om romerne, maurerne og tempelridderne. Linhares, også af romersk oprindelse, er et populært paragliding-sted. Seia har et berømt brødmuseum, spa-byen Manteigas tilbyder skiløb og snowboarding på de kunstige skibakker, og den nærliggende arkæologiske Park i Côa Valley indeholder verdens største samling af stenalderudgravninger under åben himmel. Guardas gastronimiske glæder er på højde med resten af regionen, hvor god mad spiller en stor rolle. Stegt gedekid, lam, røget kød og pølser er specialiteter, men blæksprutte- og torskeretter er lige så populære. Naturligvis er regionens stolthed og glæde, Serra da Estrela-osten, prikken over i'et til ethvert måltid. Guarda ligger majestætisk på et plateau i ophøjet ro og betragter landskabet, tilsyneladende uvidende om de mange konflikter og trusler, der markerede byens begyndelse. Som tidligere bastion i det portugisiske forsvar inviterer den nu besøgende til at komme inden for og nyde det bedste, Serra da Estrela har at tilbyde. |