Rejseguide om Porto Santo |
Porto Santo er en af Europas smukkeste øer. Den ligger 50 kilometer nord for Madeira og er den mindste af de to beboede øer i Madeira-øgruppen. Porto Santo er også kendt som "den gyldne ø" på grund af de store sandområder og jordens okkergule farve. Den 11 kilometer lange og seks kilometer brede ø domineres af en smuk, ni kilometer lang sandstrand med fint, gyldent sand, der spiller sammen med det turkisblå hav. Stranden har gjort Porto Santo til en attraktiv feriedestination, og ikke overraskende finder et stigende antal turister nu vej til øen. Klimaet er en anden vigtig årsag til dens popularitet, og med milde temperaturer året rundt og en badevandstemperatur på mellem 17 og 22 grader er Porto Santo altid et attraktivt rejsemål. Porto Santo blev officielt opdaget i 1418 af de portugisiske søfarende João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira. Det var den første af Portugals oversøiske opdagelser, og den blev omgående befolket. De søfarende var egentlig på vej til den afrikanske vestkyst, da de blev blæst ud af kurs. Porto Santo udgjorde efter sigende en sikker havn, hvilket gav øen dens navn, der betyder ”hellig havn”. I 1446 blev Bartolomeu Perestrelo udpeget som øens guvernør af Henrik Søfareren (Henrique o navegador), hvilket førte til en vis historisk berømmelse, da Perestrelos datter blev gift med Christoffer Columbus, som også boede på øen en kort tid. Historien har ellers ikke været blid ved Porto Santo, og øen har måttet udstå hyppige angreb fra franske, marokkanske, engelske, tyrkiske og algeriske pirater. Befolkningen blev nådesløst plyndret over flere århundreder, og i nogle tilfælde hjalp det end ikke at søge tilflugt i øens nordøstlige bjerge. Landbruget blev desuden besværliggjort af beskedne regnmængder, og lange egentlige tørkeperioder gav så store problemer, at det førte til udvandring. Vegetationen er generelt meget begrænset, og den landbrugsjord, der faktisk findes, ligger på den centrale og sydlige del af øen. Der findes dog også små skovområder i nord. Landskabet på den nordlige del af øen er meget forskelligt fra det, man finder sydpå. De uvejsomme bjerge med lodrette skrænter ned mod havet står i skarp kontrast til den flade, vidtstrakte strand sydpå. Til gengæld er der en fantastisk udsigt og interessante eksempler på vulkanske klippeformationer. På Porto Santo finder man en enestående fred og ro, og her er en afslappende ferie ved stranden virkelig afslappende, i modsætning til hvad man kan opleve på de efterhånden mange overfyldte rejsemål i Europa. Selvom der kommer flere turister i sommermånederne, er det altid muligt at finde et afsides sted på stranden, hvor man i fred og ro kan slå sig ned med sit badehåndklæde. |