Lagos |
Kilometervis af sandklitter, badet i det rolige varme vand, naturlige grotter hugget ud af klipperne ved havet, historiske monumenter, der fortæller historier om tidligere storhed, en moderne marina, et livligt natteliv, tæt på golfbaner og et stort udvalg af barer og restauranter har bidraget til at gøre Lagos til et af de mest populære feriemål i Algarve. Lagos er en livlig by, som er centreret rundt omkring den naturlige havn og havet. I det 15. århundrede voksede Lagos. Det var dengang, Henrik Søfareren boede i Lagos og hans berømte opdagelsesperiode øgede den maritime aktivitet ud for byens kyst og gjorde den til et vigtigt handelscentrum for eksotiske materialer, der blev importeret til Portugal. Det vrimler med gadenavne, der hentyder til opdagelsestiden, og som minder turisterne om, at det var her karavellerne blev fyldt op med udstyr, her at den berømte Gil Eanes sejlede fra for at runde Kap Bojador, og her det første europæiske slavemarked i Europa startede. I dag, er Lagos en travl moderne by, der har lært at udvikle sig via turistindustrien. Man hylder og anerkender fortiden, som man kan se på den omhyggelige vedligeholdelse af de historiske monumenter, men man har også lært, hvordan man kan kombinere dette med et væld af moderne bekvemmeligheder med henblik på at tiltrække besøgende. Den charmerende bymidte med smedejernsbalkoner, udskåret sten og farverige patioer er ideel til at tage en malerisk tur i byen efter en dag på stranden, og her er rigtig mange restauranter, barer og natklubber til aftenens underholdning. Lagos marina har et stort udvalg af restauranter og tilbyder aktiviteter såsom dybhavsfiskeri og sejlture for de, der ønsker at se Algarve fra vandet. Det er turen værd, da man langs Lagos' kystlinje ser smukke eksempler på klipper og grotter, som man kan beundre og nyde på afstand, eller man kan komme helt dertil med båd. De skulpturelle Ponta da Piedade klipper ligger ca. 3 km fra Lagos og siges at være en af de smukkeste seværdigheder i Algarve. Shoppere og osere kan også stilles tilfreds i Lagos. Den gamle by har et stort udvalg af butikker, der sælger lokale produkter som lædervarer, kobbertøj, filigransmykker, kurveflet og blonder samt de sædvanlige tøj- og skobutikker. Lagos loppemarked tiltrækker også besøgende fra hele Algarve og kan være et godt sted at indhente nogle gode tilbud. Historieentusiaster får også deres lyster tilfredsstillet. På trods af ødelæggelsen af mange af Lagos' historiske skatte under jordskælvet i 1755 er der mange interessante monumenter, man kan besøge. Mange kirker fra det 14. og 15. århundrede er blevet genopbygget eller føjet til i de senere århundreder. Den mest imponerende er Skt. Antonys kirke, hvor den unge konge Sebastião efter sigende deltog i sin sidste messe før ekspeditionen til Afrika, som kostede ham livet. Den er berømt for sine barokke forgyldte arbejder og har fortjent tilnavnet "Den gyldne kirke". Fra Skt. Sebastian-kirken på bakketoppen har man panoramaudsigt over Lagos og havet, og der hvor Europas første slavemarked fandt sted på Casa das Arcadas er nu en udstilling og kunsthåndværkcenter. Lige uden for byen ligger utvivlsomt Lagos' største attraktion - de fantastiske strande. De lange sandstrækninger i Meia Praia og Dona Ana gør disse strande til de mest populære, men hvis man selv kører rundt i området, er der utroligt mange strande at vælge imellem. Infrastrukturen er veludbygget, og der er mange faciliteter lige fra leje af vandsportsudstyr til hjælpemidler til handicappede. Hvis din ferie ligger i slutningen af august, kan du deltage i festlighederne på den traditionsrige 29. august, hvor man svømmer i havet ved midnatstide. Befolkningen samles på strandene for at nyde aftenen med udendørs spisning, sang, dans og den legendariske midnatsvømmetur. Maden er mest baseret på fisk og skaldyr, der serveres på mange forskellige måder. Muslinger, konksnegle, hjertemuslinger og fisk er de grundlæggende ingredienser i supper og gryderetter. De dampes i den typiske Algarve kobbergryde, "cataplana«. Det lokale slik, tilsmagt med kanel - »Dom Rodrigos« og »Morgados« - er lavet af honning, figner og mandler anses for at være en delikatesse og smager godt med den søde lokale Moscatel-vin. |